I NFK flyves der også med modelhelikoptere i alle afskygninger. Størrelsen går lige fra de allermindste, elektrisk drevne med en rotordiameter på knapt en meter og op til relativt store helikoptere med en rotordiameter på omkring to meter. Vi har også et medlem, der arbejder på at få en turbinedrevet modelhelikopter i luften.
Elektrisk drift er mest populært på de mindre modeller, og moderne batteriteknik har gjort elektriske helikoptere stadig bedre i årenes løb. De fleste flyver dog med brændstofmotorer, mest metanoldrevne totaktsmotorer, men firtaktsmotorer ses også. Elektrisk drift vinder imidlertid stadig større indpas, bl.a. fordi det er renere end brændstof og ikke så støjende.
Også inden for modelhelikopter kan man bevæge sig i forskellige retninger. Nogle er mest interesserede i den tekniske side: Forskellige styresystemer og avancerede løsninger som fx turbinedrift eller firtaktsmotorer. Andre bygger helikoptere, der er så skalarigtige som muligt i forhold til et bestemt forbillede, fx Bell UH-1 eller JetRanger. Atter andre flyver kunstflyvning efter et bestemt program (FAI) eller vild og voldsom akrobatik i den såkaldte 3D-stil, hvor tyngdekraften udfordres til det yderste.
Flyvning med modelhelikopter er udfordrende og kan være svært at lære. Her kan modelsimulatorer som fx Reflex XTR være til stor hjælp så vel på begynderstadiet som til indøvning af nye manøvrer. NFK råder over erfarne instruktører, og vi anbefaler nybegyndere til at tale med en erfaren modelhelikopterpilot, inden der skrides til indkøb af modelhelikopter og radioudstyr.
Har du en drøm om at blive modelpilot er du altid velkommen til at komme forbi pladsen til en snak om muligheder. Der flyves med helikoptor mandag, tirsdag, lørdag, søndag på pladsen. Mandag og weekend dage er de primære flyvedage.
Helikopter klar til støjmåling